30/04/2026
Åbent brev til forfatterforeningerne fra Fri Debat
Til Danske skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening
Vi vil på vegne af foreningen Fri Debat opfordre jer som repræsentanter og interesseorganisationer for danske forfattere til offentligt at støtte Sara Omar i den kampagne, der kører mod hende med påstanden om, at hun ikke er
forfatter til sine egne bøger.
Det er en politisk motiveret injurie i kampagnen mod hende. Det hævdes, at hun ikke er forfatter til romanerne, “Dødevaskeren” og “Skyggedanseren”.
Det er et rygte, der går igen flere steder i de systematiske smæderier imod forfatteren, og som både hun og Politikens Forlag har tilbagevist som pure opspind. Det gentages ikke desto mindre som gisninger og formodninger, der
fremsættes med en til vished grænsende sandsynlighed.
Påstanden om at Sara Omar ikke har skrevet sine egne romaner er ærekrænkende og usand og bør følgelig føre til tiltale og dom, da den sammen med andre rygter i kampagnen mod hende har været til skade for tilliden til hende som forfatter til egne bøger hos foredragsarrangører og ført til økonomiske tab for forfatteren.
Det hedder i injurieparagraffen, paragraf 267 i straffeloven, at »Den, der fremsætter eller udbreder en udtalelse eller anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til at krænke nogens ære, straffes for ærekrænkelse med bøde eller fængsel indtil 1 år«.
Udover Sara Omar har Politikens Forlag også en egen retlig interesse i at anlægge en injuriesag i forhold til denne påstand, da den udover at skade både forfatterens og forlagets renommé tillige rejser tvivl om forlagets øvrige udgivelser. For skabes der tvivl om en af forlagets udgivelser – om autenticiteten i forhold til, om den forfatter, der angives, reelt har skrevet sin
egen bog – skader det generelt tilliden til alle udgivelser fra Politikens Forlag, idet påstanden er egnet til at plante den mistanke, at dette skulle være en
mere udbredt udgivelsespolitik.
Danske forfattere i Dansk Forfatterforening og i Danske Skønlitterære Forfattere må have klar offentlig interesse i at anholde det forhold, at politiske holdninger motiverer falske påstande om en forfatters bøger og deres
autenticitet. Denne type injurier er således ikke kun rettet mod Sara Omar og sekundært hendes forlag, men potentielt imod alle danske forfatteres integritet.
Niels Ivar Larsen, journalist og formand for Fri Debat.
Jens-Martin Eriksen, forfatter.