30/05/2026
STORT TILLYKKE TIL NY FORMAND FOR LÆGEFORENINGEN
”Jeg vil gerne på vegne af Overlægeforeningen og Foreningen af Speciallæger (FAS) ønske Josephine Rathenborg hjertelig tillykke med det flotte og velfortjente valg!”
Det siger Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen og FAS, efter at medlemmerne af Lægeforeningens repræsentantskab i dag valgte Josephine Rathenborg til ny formand. Susanne Wammen sender også en varm hilsen til Lægeforeningens afgående formand, Camilla Rathcke:
”Camilla Rathcke har ydet en formidabel indsats for alle landets læger. Det er en stor og vigtig arv, der skal løftes, og jeg er helt sikker på, at Josephine Rathenborg er den rette på posten og mere end klar til at føre arbejdet videre.”
Lægeforeningen har i dag 38.000 medlemmer og favner alle læger lige fra nyudklækkede kandidater i deres første lægejob til praktiserende læger og speciallæger med egen klinik, overlæger, cheflæger, vicedirektører og til pensionerede læger.
Susanne Wammen understreger, at alle læger trods deres forskellige job, har en lang række fælles interesser og en lige så lang række opgaver, som skal løses i fællesskab. ”Og det gør vi bedst gennem Lægeforeningen,” siger Susanne Wammen. Hun peger på følgende områder som nogle af de vigtigste:
- Optaget på medicinstudiet skal sættes ned i fremtiden. Det går ikke, at man uddanner unge mennesker til arbejdsløshed
- Sikre at alle de læger, der er blevet uddannet, kan blive speciallæger. Manglen på speciallæger er kæmpe problem
- Arbejde for at sundhedsreformen gennemføres i samarbejde med lægerne, sikrer gode arbejdsvilkår og større lighed i sundhed via bedre lægedækning og flere praktiserende speciallæger
- Fastholde indsatsen for at løfte psykiatrien
- Fastholde det stærke samarbejde mellem Lægeforeningen og FAS, Yngre Læger og PLO
”Derfor er det en virkelig vigtig en post, Josephine Rathenborg har fået, ikke kun for landets læger, men for alle patienter og for alle danskere. Og jeg ved, at du kan regne med fuld opbakning fra FAS og Overlægeforeningen og vores godt 8.000 medlemmer, siger Susanne Wammen og fortsætter:
”Så endnu en gang stort tillykke. Jeg kan jo ikke holde hemmeligt, at jeg er virkelig stolt over, at min datter har valgt at engagere sig i lægepolitisk arbejde, og at hun nu er blevet valgt.
Det glæder mig helt ind i hjertet, også selv om det naturligvis betyder, at jeg trækker mig som formand for FAS og Overlægeforeningen for at sikre rene linjer i relationen mellem foreningerne. Sådan skal det være, og jeg glæder mig over, at Lægeforeningen har truffet det helt rigtige valg.”
Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen og FAS