22/05/2026
Irsk aften med bandet "Culchie" den 19. juni i Bælum Skovpavillon. Vi glæder os til en festlig aften med kendte pubsange, romantiske ballader, lystige drikkeviser og svingende melodier.
Billetter til koncert og spisning kan købes her: https://place2book.com/da/sw2/sales/b8donr8vey
Bemærk at der kun er få billetter til spisning tilbage.
Hvem er "Culchie"? Læs mere her:
Denis McLaughlin er et stort navn indenfor irsk folkemusik. Han er fra Derry i Irland og bosatte sig i det sønderjyske tilbage i 1980erne.
Han blev hurtigt en førende irsk musiker i det danske og europæiske folk miljø og har siden været en inspirator for flere generationer af danske folkemusikere. Denis synger med en meget stærk og flot vokal, både de stille ballader, egne sange og de gode kendte pubsange, som alle synger med på. Han akkompagnerer sig selv (bandet) med guitar, oktav mandola, banjo, bodhrán og bones.
Pia Nygaard er uddannet folkemusiker fra syddansk musikkonservatorium og skuespillerskole i 2010. Hun kendte meget lidt til den irske folkemusikgenre, da hun mødte Denis i 2008 på Strib Vinterfestival. Siden mødet med Denis er hun blevet en skattet del af det irske folk miljø i Danmark. Hun farver musikken i mange nuancer, med sin bløde sprøde klang både i stemmen og på violinen.
Sune Christiansen har i de sidste femten år dykket langt ned i de irske musikalske traditioner. Med hans store passion for musikken og gennem flere ophold i Irland har han fundet sin egen rå stemme og lækre klangbillede på banjo, tin-whistle og bodhrán. Sunes musikalske mentor var Barney McKenna fra det verdensomspændende band The Dubliners.