03/02/2025
Lions Katastrofehjælp donerer 500.000 kroner til UNICEFs hjælp til børnene i Gaza
De mest uskyldige ofre i krig er børn, og derfor er der et omfattende behov for humanitær hjælp efter 15 måneders krig i Gaza. Det kræver en enorm indsats at sikre børnene basale fornødenheder som vand, hygiejnesæt og vintertøj, og den indgåede våbenhvile imellem de kæmpende parter, har nu gjort det muligt at få hjælp ind til de tusindvis af børn og deres familier, der har mistet deres hjem og bor i teltlejre.
Våbenhvilen har gjort det muligt for en kraftig forøgelse af UNICEF's distribution af forsyninger og ydelser til børn i Gaza-striben, med mere end 350 lastbiler i den første uges tid efter våbenhvilens indgåelse. Lions Katastrofehjælps donation gør det muligt at fylde lastbilerne med med vand, hygiejnesæt, ernæring, varmt tøj, presenninger og anden kritisk humanitær hjælp, som køres ind gennem de nu åbne overgange både i den nordlige og sydlige del af Gazastriben. Herfra distribueres forsyningen ud til familier i nød af både UNICEF og organisationens betroede partnere.
"Vi er meget taknemmelige for, at Lions Katastrofehjælp har valgt at støtte UNICEFs vigtige og presserende indsats i Gaza. Det har været en svær humanitær katastrofe at rejse penge til og der er utrolig stort behov for hjælp til at sikre børnene selv de mest basale fornødenheder, som de har måtte undvære så mange måneder," siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.
Når det på et senere tidspunkt bliver muligt, vil UNICEF hjælpe med genetableringen af infrastrukturen til vandforsyning og afdelinger til for tidligt fødte børn på Gazas hospitaler.
Lions Katastrofehjælp har tidligere givet donationer til UNICEFs indsats rettet mod børn og deres familier i lande som Sudan, Tyrkiet, Libyen og Papua Ny Guinea.