04/06/2026
Rasmus Mazanti er gået bort.
Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at Rasmus er gået bort i en alder af 57 år.
Gennem mange år var Rasmus en central del af Gedved Idrætsforening og en højt værdsat drivkraft i foreningens arbejde. Han søgte fællesskabet og engagerede sig med stort hjerte i foreningslivet. I 10 år var han medlem af bestyrelsen, heraf 8 år som formand, hvor han med engagement og ansvarlighed satte et markant præg på foreningens udvikling. Da han i 2019 trådte tilbage som formand, efterlod han en stærk og velfungerende forening.
En særlig plads i Rasmus’ hjerte havde venskabssamarbejdet med SG 1956 Oberwetz e.V. Gennem mere end 20 år lagde han en enorm indsats i at styrke relationerne mellem de to byer. Utallige gange rejste han mellem Gedved og Oberwetz, hvor han skabte tætte venskaber og var med til at bygge bro mellem mennesker og kulturer. Også i Oberwetz vil Rasmus blive husket og savnet for sit store engagement og sin varme personlighed.
På grund af Rasmus`s gode humør og hjælpsomhed, satte han varige spor, hvor end han kom frem. Hans frivillige indsats for Gedved og lokalsamfundet var både omfattende og betydningsfuld. Som anerkendelse for sit mangeårige arbejde blev han i 2019 udnævnt til æresmedlem af Gedved Idrætsforening. Samme år modtog han hæderen som Årets Borger i Gedved. Begge anerkendelser tog han imod med den beskedenhed, ydmyghed og ro, der kendetegnede ham.
Rasmus var indbegrebet af en frivillig ildsjæl – et menneske, der gav uselvisk af sin tid og sine kræfter til glæde for fællesskabet. Gennem sit frivillige virke skabte Rasmus mange stærke relationer og gode venner.
Vi vil savne og mindes Rasmus med stor respekt og taknemmelighed for alt det, han har betydet for Gedved Idrætsforening, Oberwetz-samarbejdet og hele lokalsamfundet.
Æret være Rasmus’ minde.
På vegne af Gedved Idrætsforening
Bestyrelsen