09/03/2026
Møde med top-politiker
Holbæk Ålav havde mandag d. 19. januar 2026 inviteret Christian Friis Bach (V) til et møde, hvor forskellige aspekter af afvanding og udledning af spildevand, samt betydningen for beboere og ikke mindst landbrug blev drøftet.
Det er af største vigtighed at afledningen af både renset vand, men også overløbsvand i de stadig oftere perioder med kraftig nedbør, fra rensningsanlæg og markdræn kan flyde uhindret gennem afvandingskanaler og åer.
Samtidig er det også vigtigt, at der fortages konkrete og retvisende målinger af både kvælstof og fosfor fra rensningsanlæggene, når de udleder overløbsvand i regnperioderne, da det kan have stor indflydelse på kvælstof- og fosforbelastningen i de indre farvande – noget som landbruget primært har stået på mål for, men hvor byernes andel sandsynligvis er undervurderet.
Et skridt på vejen til at større viden om vandmængder, og dermed også udledninger af næringsstoffer fra byerne, vil være en større tilgængelighed af relevante data fra kommunerne. Som det er nu, er disse data svært tilgængelige og måske slet ikke opdateret.
Christian Friis Bach var meget lydhør over for vores argumenter, og vi vil derfor i den nærmeste fremtid formulere nogle konkrete spørgsmål, som han kan tage med videre til den ansvarlige minister.