12/10/2026
Han har en pointe.
Et mislykket forsøg på at stoppe med antidepressiv medicin kan blive begyndelsen på mange års potentielt unødvendig behandling – især hvis ens læge følger Maj Vinberg og kollegers nye, dybt uvidenskabelige retningslinje.
For ifølge den foregår udtrapning ved, og jeg citerer, en "halvering af dosis hver anden uge og seponering fra lavest mulige dosis tilgængelig."
Altså, fra en receptormætning på 60-80%, hvilket vil medføre abstinenser hos de fleste. Men den viden holdes aktivt ude.
Det understreges, at udtrapning "for de fleste" kan foregå "over uger til måneder", og at udtrapning i øvrigt kun giver udfordringer "for et mindretal af patienter."
Jeg var med i den internationale forskergruppe, som analyserede de 62 studier bag det bemærkelsesværdigt lave estimat for abstinenser, som Vinberg og kolleger her vælger at bygge landets nye retningslinje på.
Kun fem af de toogtres studier havde undersøgt abstinenser systematisk og nogenlunde relevant. Resten var videnskabsmetodisk set ubrugelige data i form af kortvarige, industrifinansierede effektstudier langt fra virkeligheden. I de fem relevante studier lå forekomsten på 55–69% frem for de 15%, som Vinberg citerer og dermed videregiver til vores læger.
Og konsekvenserne for patienterne er helt konkrete.:
Dosis halveres, halveres igen, indtil behandlingen afsluttes ved den laveste tilgængelige dosis (som slet ikke er nogen lav dosis, men tværtimod meget potent, jf. kurverne herunder).
Kort efter opstår voldsom angst, indre uro, søvnproblemer, tankemylder, kvalme, koncentrationsbesvær, svimmelhed og følelsesmæssigt kaos. Personen bliver bange. Lægen vurderer, at depressionen eller angsten er vendt tilbage, og medicinen genoptages med et "vi prøver igen næste år; du er ikke klar."
Og sådan skaber psykiatrien sine egne langtidspatienter uden at opdage det. Fordi retningslinjerne ikke hjælper lægen med at skelne mellem tilbagefald og abstinenser – altså kroppens naturlige reaktion på, at medicinen blev fjernet for hurtigt.
Jeg skrev kronikken i Information, fordi ingen skal kunne komme om ti år og sige, at ingen advarede os, når mange af de børn og unge, som bliver sat i behandling i dag, får svært ved at stoppe.
