De Anbragtes Alliance

18/05/2026

15/05/2026

Så er den gal igen!!!
Anbringelsesområdet er snart så fyldt med afskyelige sager, at man ikke forstår, at KL og Kommunerne kan sove om natten.

https://www.facebook.com/share/v/174SwqV###/

29/04/2026

Det Skjulte Kapitel
Episode: Det er helt sort

Jan Helgesen, 76 år.
En mand med et liv, de færreste overhovedet kan forestille sig.

Han blev anbragt hele sin barndom. Flyttet rundt. Formet af et system, der skulle beskytte – men som gjorde det stik modsatte.

Godhavn var ikke engang det værste sted.

På en institution i Nyborg blev han tvunget til at kalde et ægtepar for plejemor og plejefar. Men det var ikke nogen plejemor… det var en plejemor fra helvede.

Når han ikke gjorde, som der blev sagt, blev han smidt ned i et lille, lukket rum under en trappe. Et iskoldt hul fyldt med fugt og skimmel. Næsten nøgen. Alene. Hele natten.
Et rum, der i dag kan ses på Forsorgsmuseet i Svendborg.

Men det stoppede ikke dér.

Når han lå i sin seng, blev han udnyttet af plejemoren.
Der fandtes ikke noget sted, hvor han var i sikkerhed.

Senere på Godhavn blev han udsat for medicinske forsøg med stoffet Troxan. Bivirkningerne gjorde, at han tissede i sengen – og for det blev han straffet. Sommer som vinter skulle han stå ude i gården med sit sengetøj strakt ud foran alle de andre børn. Som en levende skamplet.

Han blev krænket. Igen og igen.
Af voksne. Af systemet. Af dem, der skulle passe på ham.

Og alligevel…

I dag er Jan Helgesen et af de mest varme og hjælpsomme mennesker, du kan møde. En mand, der stadig rækker hånden ud, når andre har brug for det.

Jeg har kendt ham siden Godhavnsdemonstrationerne i 2015.
Og én ting går igen hos mange af de gamle børnehjemsbørn:

De ved, hvad sammenhold betyder. Fordi de ved, hvordan det føles at stå helt alene.

Lyt til en historie, du ikke glemmer.
Om svigt, overlevelse – og en styrke, der ikke burde være nødvendig.

Lyt til Det Skjulte Kapitel. - Vores udkommer snart.

28/04/2026

Systemsvigt koster børn deres barndom.

Hvordan kan det være muligt i Danmark, at en pædofil pædagog kan forulempe børn - og derefter glide videre til næste kommune og blive ansat igen?

Det er ikke et teoretisk spørgsmål. Det er et enormt og dybt alvorligt problem for børns sikkerhed.

Vi stiller massive krav til faggrupper, der arbejder med voksne mennesker. Fængselsbetjente, politibetjente – systemet skal være vandtæt. Men når det handler om børn – som vi betaler dyrt for at have i daginstitutioner – accepterer vi huller i systemet, der udsætter børn for vold og overgreb.
Det er ikke acceptabelt.

Der er mange problemer på børneområdet. Men det største er, at børnevelfærd ikke giver politiske stemmer nok. Derfor bliver økonomi gang på gang prioriteret højere end børns tryghed på Christiansborg. Derfor bliver der ikke gjort nok.

Når børn udsættes for vold og overgreb, koster det dem deres barndom. Det kan ikke repareres med penge senere.
God børnevelfærd betaler sig. Det er vi nødt til snart at forstå. Før det er for sent.
-
En hilsen fra vores formand, Bjørn Christiansen

10/04/2026

HOLD KÆFT OG LYT Vi er triste, rystede og frustrerede, men ikke overraskede.

Vi var inde og opleve et lille udsnit af hverdagen som anbragt barn eller ung i udstillingen Hold kæft og lyt.

I Danmark er anbragte børn og unge ikke sikre, når de er anbragt. Risikoen for at blive udsat for vold og ende i et misbrug af hash, stoffer, alkohol eller cigaretter er høj, og udsigterne til uddannelse er lave.

Der er stor debat om området, og i Danmark ved vi godt, at børn og unge, som anbringes, i høj grad placeres i en virkelighed, der minder om ren russisk roulette. Det afhænger af, om de ender i hænderne på dygtige og ansvarlige voksne, eller om de drukner i en underverden af kriminalitet, vold, seksuelle krænkelser og mishandling.

Vi begriber ikke, at det stadig kan foregå, når problemet er så veldokumenteret.

Med vores formand Bjørn Flfp Christiansens utrættelige indsats kommer der snart en ændring i lovgivningen, som giver anbragte og tidligere anbragte bedre muligheder ved retslig indgriben.
Han har gennem måneders hårdt lobbyarbejde sikret, at arkivloven udvides, og har sammen med en alliance af politikere samlet hele Folketinget om enstemmigt at vedtage ændringerne.

Men vi stopper ikke her.
Vi vil have sikret kompetenceniveauet på anbringelsesstederne, så ingen kan sætte inkompetente eller kriminelle personer til at være alene med anbragte børn og unge, og så vi altid sikrer, at en anbringelse har fokus på trivsel.

Vi vil have, at anbringelsesområdet lever op til de landsdækkende politiske ambitioner, så kommunerne ikke længere kan slippe afsted med at holde anbragte børn og unge og deres netværk fanget i, hvad vi høre mange familier fortælle om, torturlignende situationer med fejl i journaler, fejl i placeringer, manglende handleplaner, manglende retssikkerhed og vanvittige ventetider.

HOLD KÆFT OG LYT er en landsdækkende vandreudstilling om anbragte børn og unges ret til indflydelse i egen sag og eget liv. Den giver plads til de stemmer, der alt for ofte bliver hørt for sent, for lidt eller slet ikke. Det er vigtigt, fordi lytning fører til forandring.

Udstillingen har bekræftet os i, at vores arbejde er vigtigt, og vi fortsætter vores arbejde med 180 km i timen, som vi har gjort siden 2019.

At det skal tage så lang tid at skabe forandringer, er selvfølgelig en kæmpe politisk falliterklæring.

Samtidig med, at anbragte børn og unge igen og igen fortæller om svigt, manglende inddragelse og manglende retssikkerhed, kører der i medierne endnu en debat om, hvordan området udnyttes af aktører, der under påskud af at hjælpe udsatte børn og unge henter store summer ud af det offentlige. Det siger noget afgørende om et system, hvor der alt for ofte er penge, positioner og interesser på spil, mens børnene stadig mangler reel beskyttelse, reel inddragelse og reel handling.

Derfor er budskabet ikke kun, at vi skal lytte.

Budskabet er, at vi skal handle.

Anbragte børn og unge har ikke brug for flere flotte ord, flere kampagner eller flere voksne, der taler på deres vegne uden at ændre noget. De har brug for, at deres erfaringer får konsekvenser i praksis.

Hvis udstillingen kommer i nærheden af dig, så oplev den. Lyt. Men stop ikke dér. Tag handling.

05/04/2026

Kan det anbringelsesområde, vi har i dag, overhovedet repareres – eller kalder omstændighederne på grundlæggende nytænkning?

🐣 Så er påskeferien igang - men det betyder ikke, at arbejdet for anbragte børn og unge står stille.

Vi bruger dagene på at planlægge Folkemødet og DEMO26, udvikle podcast og arbejde videre med at strukturere og organisere en forening, der lige nu står over for flere muligheder, end vi reelt har kapacitet til.

Det betyder også, at vi må vælge noget til og noget fra, selv om vi helst ville løfte det hele.

Vi ønsker jer en god påske. Samtidig går vores tanker til de børn og unge, som ikke er dér, hvor de har brug for at være.
Børn og unge, som mangler tryghed, stabilitet og reelle muligheder for at skabe sig en god fremtid.

Noget af det værste er, at vi som samfund har lært at se gennem fingre med svigt på anbringelsesområdet.
Det efterlader børn og unge i situationer, hvor de reelt står ubeskyttede og alene.

Børn og unge skal ikke stå alene.

Selv når børn forsvinder, flygter eller fortæller om overgreb, vold og svig på bosteder, virker det ikke længere, som om nogen sag er stor nok til for alvor at gøre indtryk.

Der er brug for et langt stærkere fokus på, hvad børn og unge faktisk møder i praksis - og hvad det gør ved dem.

Vi kan debattere, diskutere og undersøge. Men på et tidspunkt bliver det også en overspringsmanøvre.

Det, der mangler, er ikke mere viden. Det er håndtering.

Det er ikke længere et spørgsmål, om anbringelsesområdet kan være farligt for børn og unge.
Det er et spørgsmål, hvorfor vi accepterer, at det fortsætter.

Omkring 1 % af alle børn og unge i Danmark er anbragt. Det er ikke et lille område. Det er et meget stort ansvar.

Hvor er forebyggelsen? Hvor er støtten? Hvor er skærmningen, når børn går skoleløse i måneder eller år? Hvor er den rette sagsbehandling og beskyttelse mod ødelæggende ventetider?

Hvor er kommunernes erkendelse af, at de ikke har ressourcerne og kompetencerne til at løfte opgaven forsvarligt?

Nogle kommuner har allerede erkendt at de ikke har de rette ressourcer. Så hvorfor sidder de stadig med opgaverne?

28/03/2026

Hvorfor reagerer vi ikke stærkere på svigt af anbragte børn og unge? - det vil vi gerne høre jeres bud på.

For alt for mange anbragte børn og unge er anbringelsesområdet stadig præget af tilfældigheder. I praksis virker det som ren russisk roulette.

Vi diskuterer det i vores kommende podcast, og vi holder os som bekendt ikke tilbage. Vi går ind i de alvorlige problemer på anbringelsesområdet: systemiske og politiske svigt, unge der forsvinder uden at blive prioriteret højt nok, vold på bosteder, misbrug på bosteder og manglende kompetencer til at understøtte lovgivning, rettigheder og trivsel.

Systemet er lukket, og der mangler stadig en langt skarpere bevidsthed om, hvor alvorligt og farligt det kan være for de børn og unge, der er overladt til anbringelsesområdet.

I podcasten taler vi blandt andet med en forstander, som er lykkedes med at gøre op med forråelseskulturen og fastholde trivsel og retssikkerhed for anbragte børn og unge. Vi taler også om, hvorfor det ikke er en selvfølge, at det sker alle steder. Og vi taler om konsekvenserne af, at et barn eller en ung kan tilbringe årevis i kaos, uvished og mistrivsel. Hvad gør det ved et menneske? Hvad former det?

Samtidig deltager vi på Folkemødet 2026 i Allinge på Bornholm den 11.-13. juni, og snart åbner vi også for medlemskab. Der er mere på vej.

19/03/2026

Nu sker det – vi er klar til at lancere vores podcast om anbringelsesområdet 🎙️

Vi har fået bygget vores podcaststudie op, og snart går vi i gang med to serier:

Det Skjulte Kapitel - med samtaler med fagpersoner, tidligere anbragte, advokater, politikere, børnepsykologer m.fl.

Stjernesystemet - hvor Bjørn taler med kendte mennesker, som selv har været anbragt.

Målet er at skabe vigtige samtaler, belyse området fra flere sider og være med til at nedbryde stigma omkring anbragte og tidligere anbragte.

Vi håber, du vil lytte med, dele opslaget og blande dig i debatten:

Hvem synes du, vi skal invitere med i podcasten?

18/03/2026

Kære vælgere i Danmark,

Når I står i stemmeboksen og skal sætte jeres kryds, håber jeg, at I sender en tanke til nogle af de mest sårbare i vores samfund, de anbragte børn.

For det her område halter. Og det har gjort det alt for længe.

I Danmark er der omkring 14.000 børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Det svarer til cirka 1 % af alle børn. Og omkring 4 % af alle børn vil på et tidspunkt opleve at blive anbragt.

Det er ikke små tal. Det er ikke enkeltsager. Det er et system.

Alligevel er systemet indrettet sådan, at en stor del af de børn, der er placeret på private institutioner, ikke har krav på, at deres historie bliver gemt. Når de forlader systemet, risikerer deres liv ganske enkelt at blive slettet.

Samtidig har vi en forældelsesfrist på fem år.

Det betyder i praksis, at et barn, der bliver udsat for overgreb som 8-årig, skal nå at sagsøge staten inden det fylder 13. Det er ikke bare urealistisk, det er umuligt. Man kan først føre en sag som myndig.

Og som om det ikke var nok, så er tilsynet med institutionerne blevet reduceret.

Hvor man før skulle føre tilsyn mindst én gang om året, kan der i dag gå op til tre år mellem besøgene.

Tre år.

Det er lang tid i et barns liv. Det er forskellen på at gå i 2. klasse og pludselig stå i 5.

Til gengæld har man udvidet whistleblowerordningen. Og det er jo i udgangspunktet godt.

Problemet er bare, at det i praksis ligner en ordning, hvor telefonen bliver taget – men hvor der ikke nødvendigvis bliver handlet bagefter.

Over de seneste fem år er der kommet flere tusinde henvendelser. Men kun omkring 15-20 sager har ført til egentlige sanktioner.

Det er tal, der burde få alle alarmklokker til at ringe.

For hvad nytter det, at nogen lytter… hvis ingen gør noget?

Samtidig arbejder tilsynet ud fra en ambition om at have et “godt samarbejde” med institutionerne. Det lyder jo meget fint - og det kan også være godt.

Men det kan også blive for hyggeligt.

Og når det bliver for hyggeligt, risikerer vi, at fokus flytter sig fra børnene… til relationen mellem voksne.

Derfor har vi brug for en uafhængig børneombudsmand. En, der entydigt tager børnenes parti. En, der måler succes på, hvordan børnene har det - ikke på hvor god stemningen er på forstanderens kontor.

Vi har faktisk set det før.

En af pionererne på området, Oscar Plovmand, gjorde noget ret simpelt - men også ret modigt:
Han gik forbi forstanderen og satte sig ned og talte med børnene.

Det lyder måske ikke revolutionerende.

Men det er det åbenbart blevet.

Vi ved også, at tidligere anbragte børn klarer sig markant dårligere senere i livet - både i forhold til uddannelse, arbejde og trivsel. Den sociale arv er ikke bare en teori. Den er virkelighed.

Og ja, det koster samfundet milliarder.

Men det vigtigste er stadig ikke økonomien.

Det vigtigste er børnene.

Børn, der allerede står i en af livets sværeste situationer - uden mulighed for at bo hos deres egne forældre - har brug for mere end systemer, regler og gode intentioner.

De har brug for handling.

Og voksne, der tør tage deres parti.

Derfor håber jeg, at I vil stemme med hjertet.

Ikke kun for jer selv - men for dem, der endnu ikke har en stemme.

Rigtig godt valg, uanset hvad I stemmer.

Med venlig hilsen

Bjørn Christiansen
Formand for De Anbragtes Alliance