20/04/2026
Lions Odsherred har mistet en passioneret Lionsildsjæl. Han vil blive meget savnet ❤
Knud Hansen - En Højbydreng, livsnyder og globetrotter er gået bort
Højby har mistet en markant lokalprofil, en driftig el-installatør, et engageret foreningsmenneske og en mand, der levede et usædvanligt rigt liv, lyder det i mindeordet.
Højby har mistet en markant lokalprofil, en driftig el-installatør, et engageret foreningsmenneske og en mand, der levede et usædvanligt rigt liv, lyder det i mindeordet.
Knud Hansen er gået bort. Med ham har Højby mistet en markant lokalprofil, en driftig el-installatør (Højby-elektrikeren, senere H.E Electric), et engageret foreningsmenneske og en mand, der levede et usædvanligt rigt liv.
Knud Hansen blev født i Højby den 7. april 1938. Som han fortæller i sine erindringer Livet på landet, fik han en svagelig start på livet med blandt andet astma, eksem og allergi. Men det var også med til at forme ham og den stærke vilje, som fulgte ham hele vejen. Det blev til et langt liv, som var alt andet end stillestående.
Hans liv fik tidligt fart på. Efter arbejde i Luxembourg, installatørskole i København og halvandet år i Sydgrønland vendte han hjem til Højby og startede i 1962 egen el-virksomhed. Det blev begyndelsen på et langt og driftigt arbejdsliv, der satte tydelige spor lokalt.
Ved siden af arbejdslivet engagerede Knud sig massivt i lokalsamfundet. Det var karakteristisk for ham, at han ikke nøjedes med at passe sit eget. Han ville også præge det, der lå omkring ham.
Fra 1971 lagde han gennem årtier en stor frivillig indsats i Lions, hvor han blev beskrevet som en af drivkræfterne bag oprettelsen af Lions-klubben i Odsherred. De takkede ham senere for mere end et halvt århundredes trofast tjeneste. En indsats, der rakte langt ud over det lokale, blandt andet som guvernør og senere guvernørrådsformand for Lions i Danmark, Grønland og Færøerne.
Samtidig var han fra 1978 til 1990 medlem af kommunalbestyrelsen i det daværende Trundholm Kommune.
Han var ikke bare en verdensmand, men en mand af verden – med blik både for det helt nære og for de fjerneste egne. De, der kendte Knud, omtalte ham gerne som livsnyder og globetrotter. Men trods eventyrlyst, rejser og udlængsel herskede der aldrig tvivl om, hvor han hørte hjemme. Højby forblev “Verdens Navle” for ham.
At eventyrlysten måske lå i blodet, gør ikke historien mindre farverig. Blandt sine aner havde Knud nemlig en tipoldefar, der var kaperkaptajn – altså en slags lovlig sørøver under Englandskrigene. Knud nåede selv at besøge alle syv kontinenter, 135 lande og 49 amerikanske stater, og han delte siden rundhåndet ud af sine oplevelser gennem foredrag og byvandringer om Højby og egnens historie.
Mange år af hans liv var præget af sygdomsforløb, operationer og hospitalsbesøg. Men han lod det ikke styre sit liv. Han fortsatte med rank ryg og stod imod meget, før han til sidst måtte overgive sig til lymfekræft, som var kommet snigende. Knud Hansen døde efter kort tids sygdom og bliver bisat fredag, d. 24. april fra Højby Kirke.
Han efterlader sig ikke kun familie, venner og minder, men også et tydeligt aftryk i Højby: som håndværker, igangsætter, historiefortæller, lokal ildsjæl og et menneske, der levede livet fuldt ud.
Ære være hans minde.