Diskussionen om aktiv dødshjælp har bølget frem og tilbage på jordkloden gennem årtier og fremkaldt stærke, modstridende holdninger. Aktiv dødshjælp betyder en håndsrækning til den der selv ønsker at dø. Emnet er vanskeligt og følsomt og så kompliceret at diskussionen i forskellige lande og kulturer har ført til vidt forskellige resultater. I Holland, Belgien, Luxembourg, Schweiz, Canada og flere
amerikanske stater er aktiv dødshjælp lovlig på visse betingelser mens det i en række andre samfund sidestilles med mord. I et moderne demokratisk, humanistisk samfund forekommer det imidlertid mange indlysende at den enkelte skal have ret til at råde over sit eget liv og træffe beslutning om ophør når summen af sorg, angst og lidelse overstiger det positive livsindhold. Her er overformynderi overflødigt. Adskillige opinionsundersøgelser har da også samstemmende vist at langt størstedelen af befolkningen er for aktiv dødshjælp. Men nogle læger har taget afstand dels fordi de ikke vil agere "bødler", dels under henvisning til at man i dag råder over så effektive smertelindrende midler at den bitre, smertefulde død ikke længere er en trussel. Det er jo ikke sandt. Den langsomme, smertefri død er en illusion. Mange lidelser giver fortsat så svære smerter eller andre symptomer at kun en form for narkose hjælper. Hvis man er i narkose, må man holde sengen, men det kan ingen tåle, så bare af den grund vil man dø før eller senere. Der er altså under alle omstændigheder tale om en form for aktiv dødshjælp, det er kun et spørgsmål om dosis og tidspunkt for dødens indtræden. Det er svært at forstå hvordan man kan opfatte en død i hjælpeløshed som værdig og acceptabel måske med slanger og katetre både her og der. Måske med smerter ved den mindste bevægelse fx når kræft har spredt sig til knoglerne. Og mange former for lidelse kan man ikke gøre noget ved. Det kan kun blive værre. For eksempel hjælpeløshed som følge af svære lammelser ved en række nervesygdomme og muskel- lidelser. Eller "nervesmerter" ved sukkersyge, efter diskusprolaps eller efter amputationer. Eller vedholdende, svær åndenød med kvælningsangst. Eller dyb, uendelig træthed. Eller vedvarende kvalme og opkastninger. Eller smerter samtidig med morfinintolerans. Eller kronisk smertefuld diarré som tvinger én til at tilbringe mange af døgnets timer på toilettet. Eller inkontinens, svimmelhed og bevægelseshæmning, ofte i kombination, med deraf følgende social isolation. Eller kropslig sundhed, men eksistentiel smerte og angst. Vedvarende, livsødelæggende depression. Ensomhed i verden med dødslængsel, tung sorg over hvad man har mistet, håbløshed. Og det er endnu sværere at forstå at læger sætter sig til dommer over patienter og nægter at udvise barmhjertighed og efterkomme deres velovervejede ønske om en snarlig afslutning. Disse lægers holdning synes at udspringe af manglende indlevelsesevne, af overdreven tiltro til egen formåen eller af frygt for retsforfølgelse.
”Glidebaneeffekten”
Et af de centrale spørgsmål i debatten om aktiv dødshjælp vedrører sikkerheden. Vil en sådan potentielt farlig praksis kunne kontrolleres? Vil den kunne gøre de svage og forsvarsløse, de psykologisk ustabile, de fattige og andre underprivilegerede til ofre? Vil lovliggørelse føre til at moralske grænser forrykkes så at det, der begyndte som en uskyldig lovændring, gradvis undergraver de grundlæggende principper i vort samfund? Etisk Råd frygter en glidebane hvor læger udfører aktiv dødshjælp uden patientens udtrykkelige ønske. At indførelse af eutanasi er starten på en glidebane. Risikoen for en glidebane er en almindelig, men udokumenteret påstand som bygger på frygt for det uvisse - og måske i sidste ende på dødsangst? Man frygter udviklingen, der jo lige så godt kan gå den anden vej. Og man har ved flere undersøgelser ikke kunnet påvise nogen glidebane efter liberalisering af lovene hverken i Holland eller Belgien. Lovene er visse steder blevet udvidet, jovist, men så længe man holder sig inden for lovens rammer, giver det ingen mening at tale om glidebane. Resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse blandt danske læger offentliggjort i 1998 viste at 5 % havde givet en dødelig indsprøjtning på direkte anmodning. Desuden indrømmede ikke mindre end 53 % at have givet ”livsforkortende smertelindring uden informeret samtykke”, hvilket må betyde at de har aflivet patienter i hemmelighed. Og hold fast: Hele 68 % fandt at dette burde være lovligt! Der er altså en kæmpe gråzone, og frygten for en ”glidebaneeffekt” virker på den baggrund som filosofisk pedanteri. Lad os for alt i verden få området frem i lyset og reguleret både lovmæssigt og fagligt. Noget af det der har været med til at vanskeliggøre debatten er at mange modstandere argumenterer ud fra en religiøs overbevisning. De siger det måske ikke lige ud, men begrundelserne er tynde sagligt set. Da de bygger på tro, fremføres de til gengæld med så meget desto større kraft og overbevisning. Læg mærke til at den første formand for Det Etiske Råd var katolik (Erling Tiedemann), og så vidt vides har også alle de efterfølgende formænd været troende kristne. Et andet problem med den religiøse argumentation er at den bygger på noget irrationelt, nemlig tro. Derfor kan man ikke argumentere rationelt imod den. De kristelige og teologerne har været gode til at sætte sig på den etiske debat. De har altid været aktive i Det Etiske Råd, og Kristeligt Dagblad har en etisk sektion. Lægerne
Lægeforeningens officielle holdning er imod aktiv dødshjælp. Men langt størstedelen af befolkningen er jo for, og lægerne svigter de patienter der lider allermest og overtræder på en måde derved lægeløftet. Ved at nægte at spille rollen som sagkyndig tilsidesætter lægen sine naturlige forpligtelser til at hjælpe et medmenneske i nød, ”at helbrede, trøste og lindre”. I stedet varetager han eller hun egne interesser i at være fri for den slags ubehageligheder, at undgå ulovligheder og en teoretisk risiko for at skade sit eget og standens gode omdømme. De læger som derimod lever op til deres medmenneskelige ansvar, kriminaliseres. Man må gøre sig klart at ved at tage afstand fra aktiv dødshjælp, svigter man disse arme mennesker. De har sandsynligvis i forvejen skyldfølelser fordi de nærer den slags tanker, og nu, når de ikke ønsker at udholde lidelsen længere, drives de ud i fortvivlede, ofte ubehjælpsomme og mislykkede, måske blodige eller smertefulde selvmords- forsøg i form af pilleoverdosering, langsom hængning, kvælning med plastikpose, nedstyrtning fra højder, fingeret trafikulykke (med fare for andre), kasten sig ud foran tog eller biler, indtagelse af plantegift, drukning, skydning eller selvmutilering med skarpe instrumenter. Og de der overlever, må leve med følger og, sandsynligvis, skyld- og skamfølelse. Bogen "Hjælp mig – aktiv dødshjælp" (Turbine Forlaget 2014) rummer de væsentligste argumenter for og imod fra hele verden foruden konkrete forslag til dansk lovgivning på området. En af hovedpointerne i forslagene er at læger ikke behøver at medvirke. Patienten er selv hovedaktør. Lægens rolle er udelukkende at optræde som faglig rådgiver, og opgaven er frivillig. Noget er værre end døden. Der forekommer livsødelæggende lidelser som hverken læger eller andre mennesker kan gøre noget ved. Når summen af lidelse overstiger værdien af livet, og når udsigten til bedring er håbløs, må det være patientens egen afgørelse om livet ikke længere er værd at leve. Hovedargumenterne for aktiv dødshjælp er medfølelse og et ønske om at mindske menneskelig lidelse. Men det er illustrativt for debatten at også modstandere henviser til medfølelse. Argumenterne vægtes bare forskelligt. Modstanderne frygter at svage patienter af omgivelserne skal lade sig presse til at bede om dødshjælp, og de føler med disse svage patienter. Tilhængerne af aktiv dødshjælp mener derimod at man svigter de mest lidende ved ikke at efterkomme deres udtrykkelige ønske om at blive udfriet. Begge kan synes at have ret, men man bør her som på alle andre områder anlægge en videnskabelig synsvinkel og kræve evidens. Ikke engang på verdensplan er der beskrevet et eneste tilfælde hvor syge har ladet sig presse til aktiv dødshjælp. Derimod ligger der i alle vestlige samfund adskillige patienter og beder om det uden at få hjælp. Kan man overhovedet overtale nogen til at dø der ikke selv vil? Vort medfødte overlevelsesinstinkt og dødsangsten er stærke. Erfaringer fra Oregon viser da også at dem der vælger assisteret selvmord, er yngre, højere uddannet og mere vant til at træffe beslutninger end de fleste. Hvilket modsiger påstanden om at lovliggørelse vil lægge pres på ældre eller sårbare patienter der søger døden ud fra en formodning om at gavne andre.
Ønsket har altid været der. Teknologien har længe været der. Det eneste der mangler er den gode vilje. Hvad giver os ret til at nægte et lidende menneske muligheden for at vælge at dø på en ordentlig måde? Skal vi påtvinge andre vore egne livsanskuelser? Misforståelse
Palliativ medicin og aktiv dødshjælp fremstilles ofte som modsætninger. Det er forkert, de er ikke modsætninger. Tvært imod supplerer de hinanden. Palliativ medicin skal udvikles og forbedres, men der er stadig lang vej. Ifølge en international undersøgelse fra 2008 var de læger, der havde en uddannelse i palliativ medicin, mest tilbøjelige til at medvirke ved aktiv dødshjælp. Når lindringen efter patienternes oplevelse ikke er tilstrækkelig og døden er et vedholdende ønske, er det et stort svigt at ignorere deres ønsker og bare lade dem ligge og lide. Hvad nu hvis et menneske lider ubeskriveligt, og læger ikke kan hjælpe? Hvad hvis dette menneske kun ønsker sig døden? Nogle eksempler fra det virkelige liv:
1) Dolly var svært kræftsyg og inkontinent og havde afføringsholdige opkastninger. Hun bad hyppigt om dødshjælp, men holdt op med det fordi ... fortsættes på www.aktive-laeger.dk
