21/04/2025
Hermed den flotte tale, som Den Ungarske Ambassadør, Gabriella Jakab, holdt i Lønborg Kirke Langfredag 2025, for at mindes den messe, der blev afholdt i kirken for de ungarske soldater for 80 år siden.
Det var en smuk og minderig begivenhed - først med gudstjeneste i kirken og bagefter med sammenkomst i sognehuset.
”På sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt. ”
(Peters Første Brev, kapitel 1, vers 24)
Ærede menighed og gæster!
I dag er det langfredag, den anden dag i påsketriduum, hvor den katolske verden mindes Jesu lidelse og død på korset. Peters ord, som jeg lige har citeret, læses og høres i dag af millioner af kristne på alle syv kontinenter. Som I læser og hører dem nu, og som de måske blev læst og hørt for 80 år siden inden for disse mure, i denne smukke gamle kirke, af jeres danske forfædre og mine fjerne ungarske slægtninge.
Langfredag er en tid med sorg. Men den 30. marts 1945, her i Lønborg, skete der noget, da menigheden overlod de trange kirkebænke til fjenden, de fremmede, de ungarske soldater og hvor de med pastor Anders Bork Hansen deltog i den fælles bøn, hvor sorgen blev vendt til håb. Sammen forvandlede de sorg til tro, hjemve til styrke, trussel til sympati, had til kærlighed. Men hvorfor var det så specielt den fredag, hvor pastor Hansen besluttede sig for at holde en påskegudstjeneste for soldaterne? Han udførte sin opgave, selv om det slet ikke var uden risiko. Han prædikede om kærlighedens storhed og talte medfølende om, hvor ødelæggende krig er, og hvor smertefuldt det kan være at blive tvunget til at kæmpe tusindvis af kilometer væk fra sit hjemland.
Midt i Danmark, i dette lille samfund, ved I, hvad der skete for 80 år siden. I ved det langt bedre end mig, for nogle af jeres familier, jeres fædre og mødre, bedsteforældre var også en del af den virkelig rørende historie, da de udmattede ungarske soldater, som blev tvunget ind i den krig, og de usikre danske lokale pludselig så menneskene bag frygten, bag den mørke uniform.
Kære damer og herrer, De to gamle nationer, Kongeriget Danmark og Ungarn, etablerede deres diplomatiske forbindelser for mere end 100 år siden. De sidste hundrede år har bestemt defineret Europas karakteristika, ligesom de har formet udviklingen af de dansk-ungarske relationer. Dybden og substansen i disse bånd havde helt sikkert udviklet sig til et dynamisk og blomstrende samarbejde på mange områder og i mange former.
Vejen gennem det sidste århundrede har været lang og snoet, men vores to nationer mødte hinanden på flere, ofte uventede tidspunkter i historien. Historien om de ungarske soldater, der blev udstationeret i Danmark, og de begivenheder, der fandt sted i de sidste måneder af Anden Verdenskrig, er helt sikkert blandt de mest symbolske eksempler på vores unikke forbindelser. I en krig, som ikke var vores, blev vi tvunget til at stå på hver sin side, men menneskelighed, kærlighed og venskab sejrede over fjendtlighed. De ungarske soldater søgte i al hemmelighed at støtte den danske modstandsbevægelse, og på den anden side åbnede danskerne deres hjem - og også deres hjerter - for de mennesker, der bar en fremmed magts uniformer. I 1944 ankom 12.000 ungarske mænd til Danmark, nogle få af dem med deres ægtefæller og børn. Mange af mine fjerne slægtninge er blevet her efter krigen. De, der vendte hjem, forblev dog i tæt kontakt med deres danske venner i de kommende år.
Kære gæster, kun nogle få helt særlige ledere ved på forhånd, at deres handlinger i sidste ende vil påvirke hele samfundets fremtid, eller at de vil blive husket ærligt i mange år og årtier fremover. Jeg ved ikke, om præsten i Lønborg og hans menighed vidste, at deres menneskelighed stadig ville blive husket af deres efterkommere 100 år senere, men jeg ved med sikkerhed, at det nu er vores fælles ansvar at holde liv i deres minde. Ligesom det også var vores forpligtelse at rejse en mindesten for denne bemærkelsesværdige fase i det ungarsk-danske forhold for tre år siden.
Her vil jeg gerne nævne mine to forgængere, ambassadør László Hellebrandt og Kristóf Altusz, for uden deres inspiration og indsats ville det have været umuligt at rejse mindestenen. Naturligvis skal der rettes en dyb og inderlig tak til Lønborg Sogn og dette venlige samfund, som altid viser åbenhed for at mindes, for at være omhyggelige med at holde denne tradition vedlige. Vi er taknemmelige for deres uundværlige bidrag til at gøre initiativet til virkelighed for et par år siden. Og sidst, men absolut ikke mindst, kunne vi ikke være mere taknemmelige for Søren Peder Sørensen, som har brugt næsten hele sit liv på at undersøge, hvad der skete mellem vores nationer under Anden Verdenskrig, og takket være hvem dette virkelig menneskelige øjeblik i vores fælles historie også fandt sin værdsatte anerkendelse blandt et bredere publikum.
Ærede gæst, i dag er det langfredag. Selv om vi nu mindes Jesu Kristi lidelser, så lad os også fejre det. Lad os fejre, at Frelseren gav sit liv for os alle ved sin død på korset, og - som Peter siger - »ved hans sår er vi blevet helbredt«. Og lad os også fejre, at så længe vi er i stand til at se mennesket bag en uniform eller bag en fremmeds ansigt (det var dem, der levede for 80 år siden i Lønborg, i stand til), og så længe vi er i stand til at vende os mod den anden person og sige: »Jeg forstår dig, og jeg føler også din smerte«, vil der altid være håb om et bedre liv. Uanset hvor længe krigen har varet, og uanset hvor langt væk freden er, vil der være en fremtid for vores børn. Tak for jeres opmærksomhed, må Gud velsigne jer alle.
