FRIVILLIGNET er Dansk Flygtningehjælps landsdækkende netværk af frivillige, der støtter flygtninge og andre med etnisk minoritetsbaggrund til at finde fodfæste i det danske samfund. Og ingen, der ønsker at integrere sig i det danske samfund, skal savne hjælp til det.
______________________________________________________________________
Dansk Flygtningehjælp (DFH) er en privat humanitær organi
sation grundlagt i 1956. Vi arbejder på baggrund af humanitære principper og menneskerettigheder med alle aspekter af flygtningesagen, med det overordnede mål, at hjælpe med at skabe varige løsninger for flygtninge og internt fordrevne. Vi forstår varige løsninger som ethvert tiltag, der kan være med til at skabe en permanent og tålelig løsning, så de mennesker, vi arbejder med, kan komme til at leve et normalt liv. Eksempler på varige løsninger kan være opholdstilladelse i Danmark og integration i lokalsamfundet eller repatriering. Dansk Flygtningehjælp er en paraplyorganisation med 31 medlemsorganisationer og frivilliggrupper. Organisationen er åben for ikke parti-politiske, landsdækkende og internationale humanitære organisationer, som arbejder på et demokratisk grundlag i overensstemmelse med Dansk Flygtningehjælps målsætning. Vi arbejder i mere end tredive lande rundt omkring i verden, og vores midler kommer fra private og institutionelle donorer, og fra salg af konsulentydelser i forhold til humanitært arbejde. Dansk Flygtningehjælps højeste myndighed er repræsentantskabet, der består af op til tre repræsentanter fra hver medlemsorganisation, seks repræsentanter fra frivilliggrupper og frivilligrådgivninger, der har samarbejdsaftale med Dansk Flygtningehjælp, samt af DFH's forretningsudvalg.
___________________________________________________________
Der er fem værdier i Dansk Flygtningehjælps værdikompas. Værdikompasset kan derfor kaldes for DFHs trosbekendelse.
1. Menneskelighed – menneskets ret til et liv i værdighed går forud for politik og principper. I Dansk Flygtningehjælp insisterer vi på det enkelte menneskes ret til at modtage humanitær hjælp og på vores ret og forpligtelse til at hjælpe, når vi kan. Det betyder, at fortalerarbejdet i nogle tilfælde må vige for forpligtelsen til at hjælpe mennesker i nød, men også, at vi hjælper, uanset om denne indsats kan tolkes politisk. Det betyder endvidere, at vi insisterer på det enkelte menneskes ret til at bruge egne evner for at forme sit eget liv i værdighed og i samspil med andre.
2. Respekt – for menneskers lige rettigheder. Dansk Flygtningehjælp har en rettighedsbaseret tilgang til sit arbejde – både nationalt og internationalt. Det betyder, at vi arbejder for, at fordrevne nyder de rettigheder til beskyttelse og livsmuligheder, de har i følge gældende konventioner og love – uden nogen form for diskrimination. Det betyder endvidere, at vi på dette grundlag - både i Danmark og uden for landets grænser – arbejder for, at myndighederne og det internationale samfund påtager sig deres ansvar i samspil med mennesker i nød, og at vi hjælper dem med dét, indtil de selv kan løfte det.
3. Uafhængighed og neutralitet – i.f.t. vores omgivelser. Dansk Flygtningehjælp arbejder alene på grundlag af sit mandat. Det betyder, at Dansk Flygtningehjælp fokuserer på spørgsmål, som vedrører flygtninge og fordrevne, og at vi er neutrale i forhold til partipolik. I internationale konfliktområder betyder det endvidere, at vort humanitære arbejde hviler på uafhængighed og neutralitet i forhold til parter i konflikt.
4. Inddragelse – af dem vi hjælper. Dansk Flygtningehjælp ønsker at gennemføre sine indsatser i respekt og samarbejde med de mennesker vi søger at hjælpe på en måde, så de går styrket ud af samarbejdet. Det betyder, at vi søger deres samtykke til vores hjælp, og at de deltager i dens planlægning og gennemførelse samt i vurderingen af resultatet. Det betyder endvidere, at vi gennem samarbejdet søger at anvende og styrke modtagernes
evne til at klare sig fremover uden hjælp.
5. Ærlighed og gennemsigtighed – for alle modtagere, bidragydere, partnere og øvrige omgivelser. Dansk Flygtningehjælp står til regnskab over for dem vi hjælper, de som støtter os og dem vi samarbejder med. Det betyder, at vi praktiserer ærlighed og åbenhed om, hvad vi gør og om de valg, vi træffer, når behovene er større end mulighederne. Det betyder endvidere, at vi arbejder i en ansvarlig arbejdsdeling med andre, så alle supplerer hinanden snarere end dublerer indsatserne.