09/07/2024
📢 Servicemeddelse fra VIBO
Boligforeningen VIBO har været udsat for et hackerangreb. Hackerne har i weekenden skaffet sig adgang til og taget kontrol over flere af VIBOs systemer og databaser.
VIBO er i dialog med relevante myndigheder, herunder politiet og Datatilsynet. VIBO har desuden kontaktet Digitaliseringsstyrelsens og Center for Cybersikkerheds nationale hotline.
Der arbejdes sammen med VIBOs eksterne IT-partner på højtryk for at få skabt et overblik.
Det præcise hændelsesforløb er endnu ikke klarlagt, men VIBO har i weekenden været udsat for et hackerangreb. Angrebet påvirker i øjeblikket alle VIBOs systemer, herunder selvbetjening og dele af hjemmesiden. Desuden er det ikke muligt hverken at ringe til VIBO eller for VIBO at modtage e-mails. VIBO beklager de gener, angrebet måtte give for VIBOs beboere, ansøgere og samarbejdspartnere. VIBO vil naturligvis undersøge sagen til bunds, dels for at få klarlagt hændelsesforløbet og for bedst muligt at sikre, at det ikke sker igen.
Hvis beboerne har spørgsmål til den daglige drift, skal de indtil videre henvende sig personligt på deres områdekontor eller ringe til det mobilnummer, der hænges op ude ved områdekontorerne. Mail og hovednummer går ikke igennem.
Næste skridt meldes ud, når overblikket er på plads.