29/09/2026
TIDSSKRIFTET GRØNLAND NR. 3, SEPTEMBER 2026
Nummerets første artikel er lidt af et eksperiment, idet redaktionen forsøger sig med lidt krydsbestøvning af Det Grønlandske Selskabs to medier - Tidsskriftet Grønland og Polarfronten. Eksperimentet består i, at artiklen “Da forskningen flyttede ind på museet: Bag om en ny udstilling om Qilakitsormiut på Uummannaq Museum” er en mere uddybende artikel. Da TG er et printmagasin kan det i sagens natur ikke formidle video’er og andre interaktive elementer om artiklens emne - men det kan Polarfronten, eftersom det er et digitalt online magasin.
Derfor er månedens gratisartikel i Tidsskriftet Grønland om Qilakitsoq-mumierne, hvor der er en QR-kode, så man også kan se lidt video i Polarfronten. Og heldigvis er Polarfronten altid gratis - du kan hente septembernummeret her https://arcg.is/TC4m81
Ud over beretningen fra Uummannaq-museum er der tre andre fascinerende artikler i Tidsskriftet Grønland…
En af TG’s læsere har gravet lidt mere information frem om de stakkels isbjørne, der optrådte i den tyske Grønlandsfilm SOS Eisberg fra 1932. Her havde både den senere kendte/berygtede fotograf Leni Riefenstal og Knud Rasmussen en finger med i spillet.
I artiklen PERMAFROST har fem forfattere med forskellig baggrund forsket i, hvordan permafrosten for allerede mange år siden fik et varehus i Sisimiut til at krakelere så meget, at det til sidst blev revet ned.
Og i nummerets sidste artikel kan læseren grave sig ned i Grønlands før-koloniale retssystem.
God læselyst!
Redaktionen
Tidsskriftet Grønland udgives af Det Grønlandske Selskab.
TG 3's gratisartikel: Da forskningen flyttede ind på museet: Bag om en ny udstilling om Qilakitsormiut på Uummannaq Museum.