Der er ingen, der kan komme hver eneste gang, men man kommer så tit som muligt. Hos os starter vi med at synge en sang, hvorefter vi spiser en enkel ret med vin, øl eller vand til. Man sidder, hvor man har lyst, og under måltidet er der rig mulighed for networking og sparring, så snakken går ivrigt. Bagefter er der kaffe og småkage, mens vi først har 3 minutter, d.v.s. et af medlemmerne holder et
kort indlæg om et eller andet, der ligger vedkommende på sinde. Det kan være noget personligt, noget man har læst om i avisen eller set i TV, et presserende erhvervsproblem eller bare noget sjovt. De sidste 45 minutter er som oftest reserveret en inviteret foredragsholder (en politiker, erhvervsperson, forfatter e.l.), men det kan også være et af vores egne medlemmer, som står for dagens mødeemne. Trods den afmålte tid, er der som regel også mulighed for at stille spørgsmål til foredragsholderen og få en god debat – selv om vi faktisk er ret konsekvente med at slutte mødet kl. 19.15. Vores historie
D. 29. september 1954 blev der holdt et initiativmøde på Amagers eneste herregård Løjtegård hos ejeren Svend Elgaard. Her vedtog man, at starte Kastrup-Taarnby Rotary Klub med dommer Jens Harpøth som præsident. Klubben blev chartret d. 7. april 1955. I 1965 startede der en proces som førte til dannelsen af Tårnby Rotary Klub som blev chartret d. 18. februar 1967. Med baggrund heri fik vores klub ændret navnet d. 7. september 1966 til "Kastrup Rotary Klub". Samme dag oprettede klubben også sit lokale fond med det formål "at skaffe midler til udadvendt rotaryvirke". I 1996 blev de første kvinder optaget i klubben og klubbens første kvindelige præsident Benedicte Lessow fungerede i 2001-2002. Er du interesseret i mere om vores historie, vil du i efteråret 2011 kunne finde mere her, idet vi arbejder på at digitalisere vores arkiver og jubileumsbøger.