03/06/2026
Kære Monika Rubin
Tillykke med posten som socialminister.
I HeartWorker vil vi gerne byde dig velkommen. Ikke med endnu et pænt skriv om, at området er vigtigt. Det ved alle efterhånden. Vi vil byde dig velkommen med en meget klar opfordring:
Plejefamilieområdet skal prioriteres nu.
Ikke efter endnu en analyse. Ikke efter endnu en høring. Ikke efter endnu en politisk proces, hvor alle er enige om, at børnene er vigtige, men hvor virkeligheden ude hos plejefamilierne igen ender som et bilag.
For sandheden er, at plejefamilierne langsomt dør derude.
Ikke fordi de ikke vil børnene. Tværtimod. Mange bliver alt for længe, netop fordi de elsker børnene, fordi de føler ansvar, og fordi de ved, at endnu et skift kan være ødelæggende for et barn, der i forvejen har oplevet alt for mange brud.
Men de bliver slidt ned af systemet omkring børnene.
Af sagsbehandlerskift. Af beslutninger truffet langt fra barnets hverdag. Af samarbejdsmøder, hvor plejefamilien reelt blot orienteres. Af manglende opbakning, når konflikterne spidser til. Af en retstilstand, hvor plejefamilien lever med barnet døgnet rundt, men alt for ofte står uden reel mulighed for at blive hørt, når der træffes afgørende beslutninger om barnets liv.
Det er ikke arbejdet med børnene, der får plejefamilier til at stoppe.
Det er kampen mod systemet.
Og det bør give anledning til alvorlig politisk eftertanke.
For vi står ikke med et lille arbejdsmiljøproblem i en smal branche. Vi står med et strukturelt svigt på et område, hvor nogle af landets mest udsatte børn er fuldstændig afhængige af, at voksne kan holde til opgaven.
Når erfarne plejefamilier efter 20, 25, 30 og 40 år siger: “De børn vi har nu, bliver de sidste”, så skal alarmklokkerne ringe på Christiansborg.
Når nyere plejefamilier efter få år siger, at deres første plejebarn også bliver deres sidste, så er det ikke bare et rekrutteringsproblem. Så er det et fastholdelsesproblem. Et retssikkerhedsproblem. Et børneproblem.
Når plejefamilier ikke tør stå offentligt frem af frygt for konsekvenserne for dem selv og de børn, de har boende, så har vi ikke bare et fagligt problem. Så har vi et demokratisk problem.
Det er ikke sundt, at et område, der bygger på tillid, omsorg og stabilitet, i praksis opleves som en kampplads.
Og det er ikke rimeligt, at plejefamilier i stigende grad må vælge mellem at passe på barnet eller passe på sig selv.
Den nye tilsynslov har samtidig gjort én ting meget tydelig: Socialtilsynene er ikke plejefamiliernes støttefunktion. De er en kontrolinstans.
Det kan der være gode grunde til. Kvalitet skal kontrolleres. Børn skal beskyttes. Ingen er imod tilsyn.
Men så må man politisk også erkende konsekvensen: Hvis socialtilsynet primært skal kontrollere, så mangler plejefamilierne et sted at gå hen, når samarbejdet med kommunen bryder sammen. Når barnets behov ikke bliver hørt. Når plejefamilien står alene med belastninger, som ingen almindelig familie ville kunne bære uden faglig hjælp.
I dag er der alt for ofte ingen uafhængig håndsrækning.
Kommunen er både myndighed, betaler, kontraktpart og beslutningstager. Socialtilsynet fører tilsyn. Ankestyrelsen kommer først ind, når der er klageadgang, og plejefamilien er ofte ikke part.
Midt i det hele står barnet.
Og omkring barnet står plejefamilien, som forventes at være rolig, professionel, rummelig, samarbejdende og stabil også når systemet omkring barnet ikke er det.
Det holder ikke.
Vi har fået Barnets lov. Den skulle styrke barnets rettigheder. Det var nødvendigt. Men en lov er kun så stærk som den praksis, den lander i.
Hvis barnets stemme reelt ikke bliver forstået.
Hvis barnets reaktioner ikke bliver taget alvorligt.
Hvis de voksne, der kender barnet bedst i hverdagen, bliver overhørt.
Hvis hensynet til proces, økonomi, samvær og forvaltningslogik igen og igen kommer før barnets konkrete trivsel.
Så har vi ikke løst problemet. Så har vi bare givet det et nyt navn.
Derfor er vores appel til dig enkel:
Lyt til plejefamilierne, før området kollapser.
Ikke kun til organisationerne. Ikke kun til kommunerne. Ikke kun til KL. Ikke kun til embedsværket.
Lyt til dem, der står med børnene klokken 22.30, når barnet ikke kan sove efter samvær.
Lyt til dem, der ser reaktionerne, når beslutninger truffet på et møde bliver til virkelighed i barnets krop.
Lyt til dem, der ved, hvad der sker, når et barn langsomt mister tillid til voksne, fordi systemet igen flytter sig hurtigere, end barnet kan følge med.
Lyt til dem, der ikke længere råber højt, fordi de er blevet trætte.
Og lyt til dem, der stadig råber, fordi de ved, at børnene ikke selv kan.
I HeartWorker stiller vi os til rådighed.
Vi kan bidrage med konkrete erfaringer fra plejefamilier. Vi kan samle mønstre. Vi kan pege på de steder, hvor lovgivning og praksis ikke hænger sammen. Vi kan være med til at skabe en mere ærlig samtale om, hvad der faktisk sker i anbringelsessagerne ude i virkeligheden.
Vi kommer ikke for at gøre området sort/hvidt.
Der findes gode kommuner. Der findes dygtige rådgivere. Der findes ordentlige samarbejder. Der findes plejefamilier, der bliver mødt med respekt.
Men det ændrer ikke på, at alt for mange fortællinger peger i samme retning:
Plejefamilierne bliver slidt op.
Børnenes sager er for ofte alvorligt fejlbehandlede.
Retssikkerheden er for svag.
Støtten er for tilfældig.
Og ansvaret placeres alt for ofte hos dem, der har mindst magt i systemet.
Det er plejefamilierne, der skal rumme barnet.
Men hvem rummer plejefamilierne?
Det spørgsmål bør stå helt centralt i en kommende reform.
Der er brug for mere forudsigelige vilkår. Der er brug for reel adgang til uafhængig rådgivning og støtte. Der er brug for supervision, der ikke afhænger af den enkelte kommunes økonomi eller velvilje. Der er brug for en langt stærkere inddragelse af plejefamiliens viden om barnet. Og der er brug for, at vi tør tale åbent om magtbalancen i anbringelsessager.
For lige nu er ubalancen tydelig.
Kommunen kan flytte. Kommunen kan ændre samvær. Kommunen kan opsige. Kommunen kan definere samarbejdet. Kommunen kan afvise bekymringer. Kommunen kan lade være med at lytte.
Plejefamilien kan som regel kun holde ud.
Og på et tidspunkt holder mennesker op med at holde ud.
Når det sker, mister vi ikke bare en plejefamilie. Vi mister erfaring, relationer, stabilitet og ofte et barns trygge base.
Det har Danmark ikke råd til.
Hverken menneskeligt, fagligt eller økonomisk.
Derfor håber vi, at du som ny socialminister vil gøre plejefamilieområdet til en reel prioritet. Ikke som et underpunkt i en bred socialpolitisk dagsorden, men som et selvstændigt område med akut behov for politisk handling.
For uden plejefamilier er der ingen familiepleje.
Og uden stærke, støttede og ordentligt behandlede plejefamilier risikerer vi, at endnu flere anbragte børn ender i skift, sammenbrud og institutionsløsninger, som kunne være undgået.
Kære Monika Rubin: Du overtager et område, hvor der er brug for mere end administration. Der er brug for politisk vilje.
Der er brug for en minister, der tør lytte til dem, der normalt ikke bliver inviteret ind, før beslutningerne er truffet.
Der er brug for en minister, der tør sige højt, at barnets bedste ikke kun afgøres på papiret, men i den virkelighed barnet lever i hver eneste dag.
Og der er brug for en minister, der forstår, at man ikke kan styrke anbragte børns liv uden samtidig at styrke de familier, der bærer dem.
HeartWorker står klar.
Ikke med pæne hensigtserklæringer, men med virkeligheden fra dem, der lever i den.
På vegne af HeartWorker
Morten von Enoch
Formand
